Kristen Skriver Frandsen

Vel, det er det journalistiske fif, ”mand bider hund”-overskriften. Men det er også en protestoverskrift. Kristeligt Dagblad lagde den sidste dag i februar rum til overskriften: ”Præster skræmmer kirkegængere væk.” Først falder man over den urimelige generalisering.  Dernæst dukker spørgsmålet op: Er det virkelig præsternes skyld at kirkegængere bliver væk. Altså i sandhedens interesse, nogle kirkegængere. Påstanden fjerner fokus fra de velbegrundede strukturelle overvejelser om tilpasning af gudstjenesteudbud og demografi, der gøres mange steder, og fra de lige så velbegrundede overvejelser over ændringer i kirkens stil og form. Den vender blikket væk fra at gøre det nødvendige. Det er bare præsternes skyld. Og samtidig sanker den på ledeste måde kul over præsternes hoved, igen, og fodrer den overansvarlighed og dermed sammenhængende skyldfølelse, som en del præster lider af. Avisens overskrift er selvfølgelig ikke altid forkert. Men jeg tror, at min er mindst lige så rimelig: kirkegængere skræmmer præster væk. Ikke altid væk fra embedet. Dog har adskillige, der har haft mulighed for at springe til noget andet, gjort det. Men ikke så få præster skræmmes ind i et indre eksil.

Grin med Gud

Standupkomikeren Omar Marzouk har, som forhåbentlig bekendt, en serie på DR2, der hedder Grin med Gud. Han gør ikke grin med Gud, ikke engang de troende, men hans venlige humor lader os grine lidt sammen med Gud over menneskenes sære forskelligheder. På den meste elskværdige og respektfulde måde afsøger han, hvordan man kan lade humoren udfolde sig i trossager – overfor de forskellige trossamfund. Marzouk har i det afsnit, der handler om jødedom, en samtale med den jødiske standup-komiker  Roger Kormind, som introducerede hele standup-genren i Danmark. Kormind sagde, at det var svært at være standup’er i Danmark. ”I USA og England, hvor stand-up er stort, der går folk ud og tænker nu skal vi ud og have det sjovt, i Danmark er det omvendt, der går folk ud og tænker, nu skal vi se om han kan få mig til at grine”.

Vi er to præster omkring den elektroniske kaminild herhjemme. Vi fik tanken på én gang: Er der ikke noget der ligner? Rundt om i kristenheden oplever vi, at mennesker går i kirke for at holde andagt, måske ligefrem møde det hellige, høre evangeliet. I Danmark er det sådan, at folk går i kirke og tænker, nu skal vi se om præsten kan vække andagten i mig, lade mig møde det hellige. Tendensen er der, og det kan være en skræmmende overbelastning for præsten. I den situation føler præsten ikke, at han eller hun i menigheden – hvordan den nu end er sammensat  – mødes af en åben lytten til ens faglige velfunderede udlægning af teksten. Man har en række dommere foran sig. Lykkes det nu for hende? At engagere MIG, give mig det religiøse kick?

Nok svært at lave om

Det er nok svært at lave om på, når nu både standup’eren og præsten kan opleve det. Måske er det et folketræk. Jesus forkyndte Guds riges komme, men det var kirken, der kom.  I den danske version er kirken en menighed, der forventer at præsten skal skabe ”det”. Engang – 50’rne og 60’rne- var det ”die Wortereigniss,”  forkyndelsen af ORDET, der skulle skabe det. Det blev let til en forventning af psykologisk art. Prædikenen skulle i sin første ¾ del af prædikenen i sin analyse af synden, meningsløsheden og skrøbeligheden, fremmale det mørke baggrundstapet, som så tilsigelsen af syndernes nåde forladelse kunne fremstå på baggrund af, og opleves som en lysende katarsis, når der blev sagt amen. I dag møder vi andre prædikeformer. En hyppigt opdukkende form er klummens. Den venligt beskrivende analyse af hverdagsfænomener, inden for børneopdragelse, fritidsaktiviteter, havedyrkning, underholdningsbranchen og kulturdebatten. Det, der så kan lykkes, er det der kan lykkes med en klumme, man sidder og gnækker med, og tænker, ”ja, det er også rigtigt”, og så trækker præsten til sidst – mere eller mindre dygtigt forbundet med resten – en større og dybere meningsfylde frem, som sætter det hele i perspektiv: Der er en Guds mening bag det hele, og Gud siger også ja – stort set – til det hele.

Forholdet mellem præst og menighed

Det er ikke helt let at lave en handlingsplan, hvis man synes noget bør laves om. Der er helt sikkert nogle ydre former, som understøtter, at det er præsten, der skal skabe det hele, som kan laves om. Noget må man som præst nok også bare tage på sig. Standup’ere og præster, det er vi, så må vi med folket bjæffe, hvis ej det vil gø (Grundtvig, Nyaarsmorgen), og levere produktet, og håbe at den sande humor/evangeliet også kommer igennem.

Man kan samtidig have en morgendrøm. Den kan virke ind på modet til alligevel at arbejde med forældede former og stillejer, som er med til at fastholde det ovenfor skitserede forhold. Min morgendrøm handler om at forholdet mellem menighed og præst bevæger sig væk fra at blive som mellem underholder og underholdte, og blive til egentlig lighed mellem forskellige. Så det (igen) kan bruges som billede på den sande kærlighed: ”..os føle viet sammen, som kirken og dens amen, som præst og menighed!” Opskriften på hvordan, kom Grundtvig også med i digtet Til min Marie (1851): ”Det er, at vi vil være hinanden som vi er, det er, at vi kan bære hinanden som vi er..”  Præster må så gerne arbejde med sig selv. Vores formidling af evangeliet skal vi næppe udføre som show eller forelæsning, den er formidling til lige værdige, andre mennesker, som på kultur og livsoplevelser m.m. i princippet og i al forskellighed er lige så kloge og erfarne som præsten (vi læser alle damebladenes klummer i lige grad).

Vi kan arbejde med, hvordan vi forstår situationen og modtagerne. Vi kan også arbejde med, hvad vi kalder det, vi gør. Professor i NT, Niels Hyldahl, prøvede for nogle årtier siden at hamre igennem den kirkelige bevidsthed, at det, vi foretog os i kirken i dag, ikke var prædiken eller forkyndelse, og heller ikke skulle være det, men besindelse – besindelse på den fælles sag. End ikke dåbsgæsterne er borgere på et torv i oldtidens Lilleasien, de mere faste kirkegængere endnu mindre. Vi – de og præsten – er samlede om at besinde os på betydningen af en helt særlig begivenhed for 2000 år siden. Her har præsten sin særlige kunnen i forståelsen af historisk afstand og tolkning, men fælles er besindelsen over betydningen. Præsten må gøre sig hele dette forhold klart for sig selv (og er det da nærmest på forhånd), men må nok også, hvor det er muligt, sætte ord på sagen i forhold til menigheden. Hyrde er præsten jo også. Måske kan det lykkes, at det hele bliver lidt mindre skræmmende for alle parter.

Kristen Skriver Frandsen
[Indlægget har været bragt i Præsteforeningens Blad 16. marts 2012]

Sådan sagde Jesus netop ikke. Men nogle gange får man den fornemmelse, at den kirke, som er resultatet af hans virke, underbetoner ”sandheden” og overbetoner ”det gode” – det vil sige fortællingen om det gode og positive. Han sagde heller ikke ”Jeg er successen og livet”. Men undertiden er det også som kirken især fokuserer på successen, det målbare, det der kan fortælles – gode – historier om.

En vigtig ting i kristen tro er sandhedssøgen. Vi er blevet skabt med en forstand, der kan skelne mellem løgn og sandhed. (Og vi burde tænke så kosmologisk som evangelisten Johannes og se Kristus i enhver sandhed, som afdækkes af videnskab, kunst eller filosofi). Vi kan ikke bare kende til facts og så sige, at det forholder sig anderledes. Eller vi burde ikke kunne. Men vi har vænnet os til en anden kultur. Politikere fx slipper ofte af sted med at fortælle sig ud af de mest belastende svigt og manøvrer. Og vi har vænnet os til på engang at være klare over, at det er løgn, og så acceptere en eller anden god, eller i det mindste forståelig hensigt bag (på den måde kom vi ikke i mindretal e.l.) Reklamevirkeligheden trækker i samme retning. Og rigtig mange af os fortæller dagligt mere eller mindre raffineret den gode historie om os selv på facebook.

Storytelling er ikke længere bare engelsk for det at fortælle eventyr. Det er terminus technicus i erhvervslivet dels for dets branding udadtil dels for et internt kommunikationsmiddel til at opbygge virksomhedens fælles kultur. Brandingen møder vi alle. Vi boltrer os fra morgenstunden i historier på mælkekartonen om de økologiske landmænd Per og Poul og om deres kører, der får godt med motion på de grønne marker og så fremdeles. Vi indhylles i et hyggeligt væv af historier. Det var næsten som da vi var børn – selvom de drøvtyggende bæster, jeg husker fra dengang, ikke motionerede så meget. Og vi køber i flere henseender varen.

Kirken skal være bedre til at bruge medierne, hedder det. Det er svært at være uenig i, at man skal være bedre. Men når det samles i udsagnet, ”bedre til at fortælle den gode historie,” så skal man være på vagt. Faktisk bidrager kirken med ganske meget mælkekartontekst allerede. Det er rigtig nok, at kirken ikke er så synlig i de landsdækkende medier – og det er påfaldende for én, for hvem tro er vigtigere end sport, teater og skønhedspleje, at ikke én hverken af de store indenlandske eller udenlandske avisers hjemmesider har en særlig sektion for religion eller tro (Kristeligt Dagblad undtaget). Men læs lokalaviserne og lokalredaktionernes redaktionelle stof. Der fortælles der mange gode og rare historier. Undertiden bistået af en solidarisk fotograf, der har lært at fotografere sådan, at hvor to eller tre er forsamlede, ligner det en nytestamentlig folkeskare. Det kirkelige stof er så uundværligt som nyt fra borger- og sportsforeningerne i den nødvendige symbiose mellem redaktionel tekst og reklameblokkene. Og stoffet generer ikke nogen.

Der er to farer i dette. Den ene er, at vi kommer til at sælge den samme vare som mælkekartonerne. Hygge, det ufarlige, det som ikke kræver noget af mig, ikke en gang stillingtagen. Den anden er, at kirken lokalt kun vægter det, som bidrager til den vedtagne, gode storytelling. Et tiltag af en præst eller andre ved en kirken er godt, hvis det kommer i avisen. Tålmodigheden med at arbejde i det mere usynlige bliver ringe – ikke et ord om hvedekornet her. Evnen eller viljen til at gennemtænke det egentlige indhold af noget trænges til side af ønsket om hurtigt at fortælle den gode historie. Hvis fortegnet er den gode historie, så trænges det skæve eller egentligt anderledes let til side. Undtagen måske, hvis nogle gode har taget sig af nogle skæve med succes. Kirken kommer meget let til at brande sig som lokalsamfundets hyggegarant og indadtil opbygge korpsånden på samme måde.

Altså: Lad os prøve at lade fortegnet for kirkens mediebevidsthed være ”det sande”. Sådan som det er for den klassiske journalist – det sande skal så naturligvis fortælles bedst muligt – og det kan man stadig godt lave kurser i. Hvis søgen efter det sande bliver fortegnet for kirkens branding, så vil der måske også bliver mere ånderum og plads for menighedsmedlemmer og præster, der er lidt anderledes, kantede og måske ligefrem grænsegængere  – og dermed andre potentielle deltagere i menigheden.  Se det vil være en god historie, hver gang den er sand.

Kristen Skriver Frandsen

Meditationer over dagens evangelietekst (Luk. 24,44-53) og spørgsmålet om mission.

Indledende overvejelser ved Kristen Skriver Frandsen (Folkekirkens Mission) – Prædikenovervejelser ved Dennis Bratcher

Bortset fra en kort reference Joh. 20,17 (og den senere slutning på Markusevangeliet) er Lukas’  fortælling om Himmelfarten unik (i evangeliet og i Apostlenes gerninger).

I Lukasevangeliet finder Himmelfarten sted påskedag i en kontinuerlig forlængelse af begivenhederne efter at de to disciple har mødt den opstandne på vejen til Emmaus. (I Apostlenes Gerninger går der 40 dage mellem påske og Himmelfart). Under alle omstændigheder er opstandelse og sendelse tæt forbundne.

Tro på opstandelse mere kulturkonformt dengang

Der er ingen tvivl om at det i Ny Testamente er erfaringen af og troen på opstandelsen, som er den egentlig motor bag at disciplene må fortælle eller vidne. Og som de var overbeviste om var et overbevisende argument for evangeliets sandhed (Rom 1,4). Det var den som havde overbevist dem selv. Og det overbeviste, hvor de kom frem – selv om det også mødte tvivl. Men det har været mere kulturkonformt at forkynde opstandelse end det er i dag.

Mennesket og læreren Jesus først – Kristus så?

Den danske befolkning (og dermed folkekirkens medlemmer) tror for en høj procentdels vedkommende på Gud eller i hvert fald noget guddommeligt. Men langt færre tror på Kristi opstandelse og på de første kristnes bekendelse af ham som Gud/Guds Søn. Jesus var en stor lærer, med enestående sammenhæng mellem liv og budskab, men både beretningen om opstandelsen og himmelfarten falder for de fleste ind under kategorien myte, og det højeste man umiddelbart kan finde accept af er en eksistentiel tolkning.  Og mennesker i dag forstå tilsvarende meget bedre, hvis det er Jesu lære og eksempel man vil vidne om. Og de respekterer i vidt omfang kristne og kirken, når den holder sig til det. Og man skal selvfølgelig ikke undlade at gøre det. Men så skal man også gøre det udfoldet, ikke kun som pænhedens og småborgerlighedens budskab om næstekærlighed, der hvor det er overkommeligt, men måske, som det siges længere nede, som ”et undergravende, forvandlende budskab,” hvor der er plads til vrede over uretten, egentlig medliden, og samtidig åbenhed for forsoning og tilgivelse.

Men hvordan skal vi forholde os til opstandelsen?

Muslimen og den kulturkristne

Det er oplagt at forholde sig til spørgsmålet netop i anledning af Kristi himmelfart – jfr v. 52: ”De tilbad ham.” Her stejler muslimen og den kulturkristne i fællesskab. (Koranen fortæller nok at Jesus blev optaget i Himlen, men uden at have lidt og været død, for Gud kan ikke forbinde sig sådan med sin skabning, og tilbede andet end Gud kan man da slet ikke). Muhammed havde også sin himmelfart, for at tale med blandt andet Jesus, men returnerede og døde senere.

Gå ud med hvad du kan komme ud med

Budskabet er altså ikke så nemt at komme af med – hverken overfor muslimer eller kulturkristne. Måske skal man så bare vente til kraften kommer – jfr. hovedpointen i nedenstående meditation over teksten. Og først og fremmest holde Kristihimmelfartsgudstjeneste som en parallel til disciplenes glade gudstjeneste i templet i Jerusalem. Fejre ”han er sandelig opstanden” – og så gå ud med hvad man kan komme ud med. Fordi ventetiden er aktiv. Måske er det læreren og mennesket Jesus først, der i mange sammenhænge især kan fortælles om nu, i tillid til at der et ”Kristus så” der venter et sted derude.

Ledetråde til prædikenen af Dennis Bratcher. Oversættelse Kristen Skriver Frandsen

[Hele eksegesen af Luk. 24 og prædikenvejledning (Engelsk)]

Ikke passiv tålmodighed

..denne tekst kalder til overvejelser over kirkens væsen og mission som et fællesskab i forventning. Kirken lever i en mellemtid, på en rejse mellem et “allerede” i Jesu fødsel, liv, død, opstandelse og himmelfart”, og et “ikke endnu” i forhold til hans genkomst. Mellemtiden ikke en passiv venten, der er præget af inaktivitet, for kirken har fået en mission at være vidne i verden om Guds stadige forløsende handlen i Jesus Kristus. Den er kaldet til at forkynde den gode nyhed om tilgivelse og forsoning, og håbet om fornyelse, der gives stemme i opstandelsen selv. Det er en storslået vision om at være Guds folk, Guds agenter til at forvandle verden. [Være evighedens brohoved i tiden – har jeg hørt én sige det – således at det at ”have evigt liv” allerede har sit her og  nu (ksf)]

Ikke strategier og succeskriterier

Men der er mere her end en storslået vision. Tanken om en mission i verden er ikke en specielt vanskelig at forstå, og heller ikke at gennemføre. Faktisk binder mange sig ivrigt til tanken om have en mission eller et mål, og bruger enorme mængder energi på at udføre det. Planerne er udarbejdet. Strategier er sat på plads. Ressourcerne er prioriterede. Kriterier for succes er formuleret. Resultaterne er sat i tabeller. Og missionen er erklæret en succes, hvis mål eller erklærede mål er nået, eller selv om der er “vækst” på et vist niveau. [Sammenlign eventuelt med John Drane om McDonaliseringen af kirken [her].

Et undergravende og forvandlende budskab

Og dog er dette ikke mission forstået som her. Kirkens mission er intet mindre end at gå ind i verden som Guds folk, og proklamere et undergravende, forvandlende budskab om en lidende Gud, der kalder alle, uden nogen form for diskrimination, til at svare og følge. Det vil ikke være et populært budskab. Faktisk vil det være forargeligt – en skandale. Og folk vil ikke være så ivrig efter at acceptere hvem som helst (med dette budskab) ind i deres fællesskab, hvilket vi lærer alt for hurtigt i Apostlenes Gerninger. Opgaven var langt mere enorm end nogen forestillede sig, hvilket bekræftes af det faktum, at kirken stadig står over for samme opgave i dag.

Hjertet i budskabet: at vente

Men selv ikke dette er hjertet af budskabet her i dagens tekst. Budskabet her er, først, at vente. At vente på kraften. Det er langt lettere at rekruttere folk for en sag, eller for et program, eller for et korstog, end det er at bede dem om at vente. Og alligevel, før kirken kan være kirke, må den vente på kraften, for at få evnen til at udføre sin  mission. Der er en klar erkendelse fra begyndelsen af hele Lukasevangeliet, at vi simpelthen ikke kan gøre, hvad Gud har kaldet os til at gøre på noget plan uden Guds hjælp. Denne bemyndigelse, som de venter, er ikke noget, de selv kan generere ved egen indsats. Det er en gave fra Gud, når han vil og på den måde han vil. Det vil være fantastisk, når det kommer, og det vil sætte denne gruppe af disciple til at bestorme verden med budskabet om evangeliet. Men først skal de vente. Og de skal vente uden Jesus til stede, alene på hans ord om, at kraften vil komme.

Selvbesindelse: arbejder vi bare på vort eget?

Selv om vi bestemt ikke ønsker at kvæle nyomvendtes entusiasme, eller nedskrive deres indsats, der arbejder med at forkynde evangeliet, er vi måske nødt til at stoppe op en gang imellem og overveje, om vi har ventet tilstrækkelig tålmodigt på kraften, eller om vi bare arbejder på vores egen indsats. Måske er det Kristelig Himmelfartsdag, hvor vi erfarer Jesus vende tilbage til Faderen og indser at vi ladt tilbage i en verden som er vores, og hvor vi om en uge fejrer pinse, som er en god dag til at overveje dette.

Helligåndens kraft

Hvis vi forsøger at være kirke uden den kraft, som Helligeånden giver vores mission, risikerer vi at bruge en masse energi og aktivitet uden egentlig at udføre vores mission. Eller vi risikerer at tilskrive eventuel succes vores egen dygtighed, iver, eller åndelig overlegenhed, snarere end tilskrive succesen den Ene, fra hvem kraften til mission virkelig kommer. Lukas fortæller os, at kirken ikke kan være kirke uden den kraft, som Helligånden giver Jesu tilhængere til at udføre deres opgave som vidner.

Pas på kejserens nye klæder

Dette behøver ikke at tage form af mirakuløse manifestationer i et forsøg på at duplikere pinsens begivenheder apostlenes oplevelser. Vi risikerer at drukne i diskussioner om, hvorvidt pinsen er en gentagelig begivenhed eller et engangsigangsættelse af kirken, så vi glemmer missionen og Lukas’ budskab, som er, at vi ikke kan være kirke uden at Gud giver os kraften til at blive vidner. Men heller ikke det må tage form af programmer og strategier, så vigtige sådanne er, som indikerer at opgaven er vores, og vores alene! Lukas er klar: at kirken er kun kirke, når den har ventet, indtil den er blevet iklædt kraft fra det høje. Ellers risikerer den at finde sig selv ligesom kejseren og hans nye klæder!

Vi har et budskab!

Vi har noget, som vi kan bevidne! Og så indser vi, at vi umuligt kan gøre det i en verden, der ikke virkelig ønsker at høre budskabet. Så vi står tilbage med en fuldkommen afhængighed af at Gud giver os kraft til denne opgave (jf. 1 Kor 3:6). Og så venter vi. Men vi venter med fuld tillid til, at kraften kommer, at Ånden så vil gøre os til hans folk, så vi frimodigt kan bevidne og forkynde budskabet.

–

Dennis Bratcher giver flere ledetråde til prædikenen. Blandt andet til skriftforståelsen, talen om opfyldelsen og advarer mod krig om bibelen og forståelsen af den, og beder om ydmyghed i al skråsikkerhed i skriftforståelsen – en ydmyghed der passende kunne udspringe af at pege på at kristne har en referencemagt uden for sig selv, ånden.

GPS’en er et fantastisk instrument i det daglige. Jeg véd flere timer før, at jeg vil være fremme lige præcis 4 minutter før jeg bliver budt velkommen til at holde foredraget – hvis der ellers er parkeringsplads. Og man finder altid vej.

Det er ikke så sært at GPS’en bliver brugt som billede på også åndelig eller etisk vejledning. I nogle henseender ville det måske være rart at kunne deponere de vanskelige valg af veje i en sikker, funktionsduelig ting som med præcis, lidt skærende, umisforståelig stemme kunne sige “kør frem til rundkørsel. Tag tredje til højre.”

Findes et sådant åndeligt fænomen?

Det er pudsigt at opleve at på en og samme dag i Kristeligt Dagblad bruges GPS’en billedligt af to forskellige personer på modsat måde. På én side udtaler den troende muslim og kvinde- og menneskeretsforkæmperen Lubna Al-Hussein: ”Nogle mennesker tror, at sharia kan bruges som en form for GPS, der kan styre dem gennem deres personlige liv. Det må de gerne tro for min skyld, og de må gerne bruge Koranen sådan i deres eget liv. De skal bare ikke regulere mit liv efter det. Sharia er retfærdighed, kærlighed og lighed. Det er ikke facit for, om kvinder skal bære burka eller må blive dommere..” Blader man et par sider frem har et indlæg fra Indre Missions generalsekretær Thomas Bjerg Mikkelsen fået overskriften ”Kirken behøver en GPS.”  Det handler ikke kun om etisk vejledning, men også mere overordnet om teologisk vejledning i mødet med andre religioner. Her skriver han: ”Skal kirken undgå at forbløde, må vi give Bibelen autoriteten tilbage som retningsviser i vores kirke og i vores liv. Hvor besnærende andre tanker end kan lyde, så ændrer det ikke ved, at vi ikke har andet end Bibelen at basere vores tro og vores kirke på”.

Jeg kom til at tænke på en ung intellektuel, der i dagbladet Information fortalte, at han var konverteret til islam, fordi han havde indset, at når man anerkendte, at der er en Gud, der ser alt, og man er sat til at tjene,  så skal man aktivt vise at man underkaster sig ham. Til gengæld præsenteres man for en vej i livet og får svar omkring mange af livets spørgsmål. Han havde brug for mere håndfaste principper end de kristne ritualer, skriver han. Han kunne muligvis have sagt, jeg har brug for en GPS.

GPS er en praktisk ting til at komme frem. Men den gør også noget underligt ved vores forståelse af verden. Meget ofte véd man egentlig ikke, hvor man er, når man er fremme og heller ikke hvordan man kom der. De fleste af os kan stadig geografi nok til at vide at vi er i en bestemt landsdel – men er vi i den nordlige eller sydlige del af en by, det véd vi ikke – og uden GPS er vi helt fortabte.  Før GPS’en havde vi orienteret os på kort, hvor vi så sammenhængen mellem rute og ydre geografi, og kunne man alligevel ikke finde vej, spurgte man sig for blandt levende mennesker, med lokalkendskab.

Måske er det vi dybest set skal ønske os ikke en åndelig GPS. Bibelen kan bruges GPS-agtigt, koranen sikkert også. Man tager en bestemt mening, sagt og skrevet i en bestemt sammenhæng på et bestemt tidspunkt i historien, og lader den stemme skære igennem tid og rum: Kør ind i rundskørselen og tag tredje til højre. Men jeg tror ikke det er en sådan virkelighed, vi som kristne skal leve i.

Jeg har brug for vejledning. Ikke som håndfaste principper og GPS-stemme. Men jeg vil gerne medgive generalsekretæren det ønskelige i at bibelen får sin autoritet tilbage. For Gammel Testamentes vedkommende som den fantastiske, menneskeligt set ufatteligt nuancerede og modsigelsesfyldte historie om vejen frem til Kristus. Der er meget at spejle sig og sit liv i. Sådan så de første kristne den. For Ny Testamentes vedkommende som den samling af teologisk set enestående skrifter, nedfældet og samlet af mennesker, som vidnesbyrd om og refleksion over det størst tænkelige, Guds åbenbaring af sig selv i et menneske, Jesus Kristus fra Nazareth. Er der vejledning og autoritet i det? Helt entydigt: ja! Nogle synes det er for simpelt at slynge ud: ”What would Jesus Do.” – Det vil sige bruge Jesus som forbillede og vejledning. Men det er ikke helt skævt. Man kan også sige ”Lad det sindelag være i jer, som var i Jesus Kristus.” Det, som var Jesu sindelag, var hengivelse. Det er det første bud – i forhold til Gud – og det næste bud er så hengivelse til eller det at elske sin næste. Og Jesus udvider kærligheden til at gælde fjenden og den, der forfølger.  Og han handler forbilledligt i møderne med den med anden tro, den syge, den tvivlende, den fjendtlige osv. Kristus er vejen, og det udtrykker evangelisten Johannes fx når han vidner om ham: ”Jeg er vejen, sandheden og livet.”

Jeg er sikker på at Thomas Bjerg Mikkelsen og jeg er enige om at Guds åbenbaring af sig selv i Jesus Kristus er centrum i den kristne tro. Jeg gætter på, at vi ikke er enige om hvor langt Gud så at sige sikrede formidlingen af åbenbaringen. Sikrede Gud at de første vidner og tænkere ikke skrev noget, som måtte stå for deres egen regning, som deres tolkning i en bestemt historisk situation? Fx om kvinders hovedbeklædning under gudstjenesten? Om homoseksualitet? Om slavehold? Om forhold til øvrigheden? Om skilsmisse og det at gifte sig igen? Og meget mere.  Teologisk er det naturligvis muligt at tænke sådan.  Gud kan i sin almagt have villet det sådan. Men Gud kan også have villet at vi teologisk set skal forstå det som betydningsfuldt at det eneste, den åbenbarede selv skrev, skrev han i sand. Resten er menneskers vidnesbyrd om og fra første færd tolkninger af lyset, vejen, ordet, livets brød, det altoverstrålende store, som de mødte i den åbenbarede. Og det burde ikke være skismatisk i kirken, at nogle mener det ene, andre det andet, begge parter har grunde – som de også kan henføre til bibelen – til at mene, hvad de mener.  Vi bliver så godt nok uenige om hvad der Gud velbehageligt i vores handlinger. Det må vi lade Gud dømme om. Men lad os snakke om tolkningerne og hele tiden relatere dem til centrum. Måske kommer der også bedre proportioner i, hvad vi regner for stort og småt. Lad os gøre det som nogle, der også spørger hinanden om vej, og ikke bare lader GPS’er råde. Jeg tror det sådan, bibelen får den egentlige og helt nødvendige autoritet.

Det er vigtigt at kirke og kristendom ikke kun fremstår som ritualbevarer og -formidler.  Det er vigtigt at kristne, lægfolk som præster, på prædikestole og ellers, tør vejlede. Jeg vil ikke sige principfast og GPSagtigt, for det forråder for mig at se let det centrale. Men åbnende, præcist og til diskussion. Det kan godt stadig være at en og anden intellektuel vil føle sig mere hjemme i islam. Men jeg ville sige til ham eller hende at jeg da kender kristne, som har principperne på plads, så dem kunne han eller hun jo prøve først! Og ellers ville jeg sende vedkommende  til Lubna.

Kristen Skriver Frandsen