Meget passende vel, i adventstiden at gøre Paulus’ ord om glæde til fortegn! Det er egentlig en lidt stor ting, at blive fordret til at glæde sig. Glæde er da noget, der springer umiddelbart, noget som næsten kommer bag på en. Pludseligt eller stille voksende. Men Paulus mener altså, at man også kan øve sig i det. Det er nok en vigtig pointe, at det er ”i Herren,” vi kan det. Og måske kan vi udforske vore umiddelbare glædesreaktioner lidt – som en del af vejen. De kan være indiskutable rigtige, men nogle er måske også sådan, at de belyser den kompleksitet, glæde befatter sig med.
Kan man glæde sig midt i uenighed, kiv og strid inden for det, der dog bekender sig som et fællesskab – jeg tænker på kirken? Og altså mellem medkristne..
Da kirkeministeren meddelte, at nu skulle homoseksuelle kunne indgå ægteskab i kirken, blev jeg umiddelbart glad. Glad på de bøsser og lesbiskes vegne, jeg kender, som muligvis/muligvis ikke vil benytte sig af det, men som helt sikkert oplever det som et signal om, at nu er der rigtig plads til dem. Deres livsfælleskaber (et nødord opfundet undervejs) anerkendes som lige så ægte, som heteroer’s. Men jeg blev også glad af, skal vi sige, missionale grunde. Åbenhed for Guds skaberværk i hele dets diversitet – ikke bare i naturen, men i historiens og kulturens bevægelse – giver evangeliet friere løb. Det var min umiddelbare glæde.
Men hvad gør man med en glæde, der ikke uden videre er fælles? Sagen, og dermed stillingtagen til den, mødes ikke kun af glæde, men også af et spektrum, der strækker sig fra sorg til foragt – og ofte en blanding af begge dele. Man kan vælge at være ligeglad. Lad idioterne have deres fordomme, – eller deres underkastelse af sig selv under tidens tyranni – for sig selv. Men ligeglad tror jeg ikke man kan være ”i Herren”. Så altså, kan vi hænge sammen alligevel – med glæde?
En vennekreds på facebook er i dag en god seismograf. Og nålen bevægede sig livligt i de dage. Fra ”Vi skal elske bøsser(næstekærligheden), men deres livsstil har Gud utvetydigt taget afstand fra” til ”Nu er glasset ¼ fuldt” – da en undersøgelse viste at ¼ del af os præster ikke ville vie homoseksuelle. Og der var en del flere markeringer – mest af den umiddelbare glæde fra direkte berørte.
Jeg vil ikke ind i en debat for eller imod homoseksualitet – her. Men personlig vil jeg meget gerne medtænke og gennemtænke nogle spændende positioner indenfor queer-teologien, som har været offentliggjort inden for det sidste år. Men her vil jeg godt bøvle lidt med anfægtelsen, der ligger i den kirkelige uenighed. I den danske præstestand er den måske vægtet 25%/75% og homo-akcepten er dermed mainstream i Danmark. De 25% peger til gengæld flittigt på, at i den globale kirke er tallene snarere 95%/5%. Men tallene er ikke argumenter. Personer er. En Desmond Tutu græder over den afrikanske kirkes homofobi, en og anden højrefløjspræst græder eller vredes over den danske præstestands kulturelle følgagtighed – så der er ikke entydighed hverken i syd eller nord.
Kan vi hænge sammen? Måske, hvis vi besinder os på det egentlige grundlag, det egentlige centrum. Men undervejs er der noget jeg ikke kan acceptere. Jeg kan ikke acceptere at kolleger slynger om sig med beskyldninger om manglende bibeltroskab og om at min måde at forstå tingene tager grundlaget væk for kristendommen. Det er tarveligt vås at sige. For alle kristne er bibelen det vigtigste skrift overhovedet. Selvfølgelig: Fordi den er forståelsesbaggrund og menneskers vidnesbyrd om den, vi tror, er Guds åbenbaring af sig selv, Jesus Kristus. Så er det en teologisk tolkning, om vi mener den almægtige Gud har sikret bevidnelsen med menneskelig ufejlbarlighed, sådan at Paulus ikke tog fejl, når han fordømte homoseksuelle – eller foreskrev at kvinder skulle tie etc. Lige som det er en teologisk tolkning at mene, at vidnerne netop vidnede gennem deres tidsbundne forståelseshorisont, og at Guds Ord ikke var det skrevne, men det, som med forskellige styrke åbenbarede sig gennem det, de skrev: Ordet som tog kød og blod på sig. Lad os indrømme for hinanden og i al offentlighed: Det er en tolkning. Jeg vil medgive fundamentalister, at teologisk er deres standpunkt muligt, men ud fra min forståelse af centrum, mener jeg at det er forkert. Og jeg tror at der en langt større missional og centrifugal kraft i at skelne mellem Kristus som centrum og bibelen.
Den danske kirkes accept af ægtevielse af bøsser og lesbiske i kirken ser jeg som en del af den bevægelse. Måske er der en tanke i, at det er en til kulturkristendom omvendt hindu, der giver bevægelsen moment. Ordet, der blev kød, var jo ikke bare det lille barn i en krybbe, som den folkelige kristenhed måske især tenderer at dyrke (hvor en forståelse af inkarnationens betydning uden tvivl er med), men det er også Ordet, hvorved alt blev til. Inklusive hinduer i Hindustan.
Advent er mødetid. Hvorledes skal vi mødes – uden at vi hele tiden skal skære hinandens kameler i skiver og sluge dem? Hvordan skal vi tale om og til hinanden og alle andre om, hvad der er rigtigt og forkert, sandt og løgn? For det første ved indrømmelsen: Vi er fælles om at vores forståelse er en tolkning. For det andet ved at gå til centrum. Vi har som troende et fortolkningsprincip, det Luther formulerede som ”Was Christum treibet.” ”Det, som driver på Kristus.” – Her i køen af indrømmelser vil jeg så indrømme at jeg aldrig helt har forstået dette danske – drive på? For nylig hørte jeg så en engelsk biskop oversætte det til vores alles fælles tungemål, engelsk: ”What conveys Christ”. Yes! sandheden er det, som formidler Kristus. Den virkelighed, som han åbenbarede i ord, og omkring sig. Ja, men når Jesus så refererer til at mennesket blev skabt som mand og kvinde, og når en mand derfor forlader sig far og mor..,” implicerer det så ikke – foruden hvad det måtte betyde om skilsmisser – at han lige som Gud tager afstand fra homoseksuelt samliv – den gang som nu? Et sådant citat fra debatten må vi jo diskutere – om end her ikke til bunds. Man kan ikke uden videre slutte fra et positivt udsagn om noget til et negativt om noget andet. Og ordene kan have haft en ganske anden mening i konteksten i øvrigt. Hvordan skal vi forstå sagen, når ordene skal formidle den virkelighed, som Kristus i alt, hvad han gjorde, sagde og skabte om sig, til mennesker i dag? Det er øvelsen. Og at give rum til hinanden til at tale om det.
Jeg har under en prædikestol hørt følgende billede: Kristus er centrum. Vi skal tænke os kirken som et hjul. Kristus er navet, de troende egerne. Et hjul fungerer ikke, hvis egerne siger til hinanden: I skal bøje samme vej som os. Det exer. Vi må affinde os med at vi stritter, men altså huske, at vi er forbundne i navet. I Herren. Med det billede, og med tanke på, at navet tog sin spæde begyndelse julenat, vil jeg vove en gammel brander og ønske jer alle et glædeligt hjul.
Kristen Skriver Frandsen
(Artiklen er en let omformning af klumme i Præsteforeningens Blad december 2011)